Den venindetråd, vi havde til hinanden, var ligesom klippet over
Af Simone Kamp – redaktionen@frieskoler.dk
Artiklen er oprindeligt er bragt i magasinet Frie Skoler, som er medlemsbladet i Frie Skolers Lærerforening. Artiklen kan også læses i online-magasinet FrieSkoler: https://issuu.com/fslforeningen/docs/frie_skoler_3_2022/24
Læs mere om lærerforeningen Frie Skoler: https://www.fsl.dk/medlem/frie-skoler/
På Allindelille Friskole er en kuffert med følelser flyttet ind i 1. klasse. Eleverne lærer at sætte ord på deres følelser gennem sokkedukker og rollespil, og undervisningen skaber et helt nyt sprog for de yngste elever.
Hvor er Finn Erik henne?«, siger en af de første elever, der kommer ind i klassen efter frikvarteret, da han ser den store røde kuffert stå på katederet. De 12 elever i 1. klasse på Allindelille Friskole nord for Ringsted tumler alle ind i klasseværelset i strømpesokker og med friske kinder. Neela har fået noget i øjet i løbet af frikvarteret, det gør ondt, så klasselærer Helle Kademann undersøger det, og sidemakkeren Sara tager hendes hånd.
Flere af eleverne finder tøjdyr frem, som de enten krammer eller stiller på bordet foran dem. Ved siden af den røde kuffert står Mette Dinesen, der er Mentalhygiejnisk instruktør, driver virksomheden ’Dine valg er dit liv’ og sammen med lærer Finn Erik Larsen – der er dukket frem bag kufferten – står for det forløb om følelser, som klassen er i gang med.
»Er der nogen, der kan huske, hvad vi snakkede om sidst?«, spørger hun klassen. Neela rækker hånden op.
»Vi snakkede om sorg«, siger Neela. »Sorgen er blå og har lange arme med hjerter på, så den kan give sig selv et kram. Den har lyst til at være god ved sig selv«.
Mette Dinesen roser hende og finder en sokkedukke frem fra den røde kuffert. Den er præcis som Neela beskrev. Anton synes, at det ligner, at sorgsokkedukken har mistet et øje, og måske er det derfor, den er ked af det.
»Jeg har prøvet at være sådan, som den er«, siger Neela igen og peger på sokkedukken.
»Det var dengang, jeg fik at vide, at en hest, jeg trænede, var død. Det var ikke særlig rart. Men så sagde sorgen, at jeg skulle være god ved mig selv. Så jeg har også mærket glæden«.
Følelser skal man tale om
Forløbet arbejder med fire grundfølelser, der repræsenteres af hver deres sokkedukke: vreden, angsten, glæden og sorgen, og til hver følelse hører en bog med en lille fortælling i.
Helle Kademann er både klasselærer og speciallærer og arbejder meget med positiv psykologi. Hun oplever, at for- løbet med den røde kuffert ruster eleverne til at tale om følelser og giver dem et ordforråd, de ikke havde før.
»Jeg kan mærke, at eleverne nogle gange sætter Finn Erik og Mettes ord på det, som de udtrykker for mig til hverdag. Lige pludselig føler de en indforståethed for, hvad det vil sige at føle det ene eller det andet«, siger Helle Kademann.
En forælder fortalte forleden om, hvordan barnet havde sagt ’mor, ved du godt, at man kan have en sorg inde i hjertet, som man kan vende til glæde, hvis man gør sådan og sådan’.
Det vidner for Helle Kademann om, at børnene tager forløbet ind. Hun har også brugt forløbets redskaber i en situation for nylig, hvor klassen blev utryg, fordi en elev fortalte, at der snart blev krig i Danmark. Klassen snakkede om elevens følelser og fandt ud af, at det handlede om, at eleven var bange for, at faren skulle udsendes som soldat til Ukraine.
Forløbet giver Helle Kademann mange aha-oplevelser, og hun er ikke i tvivl om, at andre skoler og især indskolingsbørn også kan få meget ud af det.
»Man får lavet et fundament for, at vi godt kan tale om og udtrykke vores følelser. Det er vigtigt at vide og kunne, for det bliver sværere og sværere, jo længere op vi kommer aldersmæssigt«, siger hun.
»Alle skal have lov til at have det svært indimellem, for der er så mange forskellige krav, vi skal leve op til hele tiden, og det er måske ikke altid, at man er i stand til at kunne alle de ting. Derfor er det godt for barnet at kunne sætte ord på sine følelser«, siger Helle Kademann.
Vigtige kram og sorte skyer
Eleverne er ved at finde bøgerne om sorg frem, da Nora rækker hånden op. Hun vil gerne fortælle noget først.
»Jeg har tænkt over, hvordan jeg ville have det, hvis Dicte rejste igen. Ligesom dengang hvor hun var væk med sin familie i lang tid. Der følte jeg, at den venindetråd, vi havde til hinanden, den var ligesom klippet over. Da jeg kom tilbage i skole, tegnede jeg en tegning af Dicte og mig. Den hjalp mig med at føle, at noget nyt også kunne være godt. Så den sorte sky over mit hoved blev mindre. Og da Dicte kom tilbage, var skyen helt forsvundet«, siger Nora og kigger over på sin sidemakker Dicte, der krammer sin girafbamse.
Mette Dinesen og klassen snakker om, at det er helt naturligt, at man kan komme til at græde, hvis man er ked af det. Flere har også prøvet at få tårer i øjnene i andre situationer, og erfaringerne om tårer vælter frem, da snakken pludselig bliver afbrudt.
»Hvad sker der, Finn Erik?«, udbryder flere af eleverne.
Finn Erik har fået en rød hue på og kigger ned i gulvet, mens han kører frem og tilbage på sin stol og skubber tusser og ting ned fra bordet.
»Når I snakker om følelser, bliver jeg bare så ked af det. Fordi min hamster Basse er død, og min mor siger, at han skal smides ud«, siger han.
Dicte går hen og krammer Finn Erik, og mange af eleverne har idéer til, hvad han kan gøre. Nora foreslår, at han måske selv kan begrave Basse?
»Da min kanin døde, spurgte jeg min mor, om vi kunne begrave ham under pæretræet i haven. Så hver dag tager jeg en pære fra træet og lægger på jorden til Ninus, og så krammer jeg pæretræet. Det er dejligt at have et sted at gå hen, for jeg kan jo stadig se ham i hjertet«, siger Nora.
Billedtekster:
»Er der andre, der har et krammedyr og vil fortælle om det?«, spørger Finn Erik og får giraffer, isbjørne, elefanter og kaniner til at stryge i vejret.
Klasselærer Helle Kademann oplever, at eleverne i 1. klasse får et fællessprog for at tale om følelser, som kommer både det enkelte barn og hele klassen til gode. Det bliver lettere at sætte ord på samt håndtere følelser.